Jeg hedder Helena og jeg er 32 år. Jeg bor i Hanehoved ved Frederiksværk sammen med min kæreste og vores datter. Jeg er uddannet pædagog, med stor erfaring fra folkeskolen. Det var netop denne erfaring, der inspirerede mig til at arbejde med børneyoga og mindfulness, da jeg oplevede børn i indskolingen være stressede og pressede. Det gav mening for mig, at skabe et pusterum for dem, hvor de kunne få fornyet energi, men også give slip på forventninger og præstationer. 

Jeg er uddannet børneyoga og mindfulness instruktør gennem Blå Himmel Yoga, og har derudover taget kursus hos Lille Yogahus til at kunne undervise i familieyoga.

Jeg brænder for at hjælpe mennesker, små som store, med at finde ro og balance. Jeg dyrker selv yoga og mindfulness, og mærker derfor også på egen krop, hvilken gavnlig effekt det har.

Jeg elsker at lave børneyoga, fordi det er magisk for både børnene og mig. Rummet har en særlig energi, når det ikke handler om at være god til noget. Det er ingen konkurrence, blot et rum, hvor vi er os selv, mærker os selv og har det sjovt!